Kirkens inventar

Tilst Kirkes altertavle er i barokstil. På fodstykket ser man malet et adeligt ægtepars monogrammer og våben samt årstal: O. B. Bielke, våbenet, B.R.K, Rosenkrantz våbenet. 16 8 (1688).

Ægteparret var Otte Bielke (f. 1711) og Beate Rosenkrantz. Otte Bielke købte 1686 Kærbygaard i nabosognet Kasted, hvor han gjorde gård og gods til et Stamhus (1708).

Hovedudsmykningen er et træskåret relief af nadveren, udført efter et stik af en kendt kobberstikfamilie, Magdalene de Passe (1600-1638). I de smalle siddefelter står dydefigurerne, "Håbet" med anker, og "Troen" med kors. I øverste felt er et krucifiks, Christus på Korset . 

Ved en nærmere betragtning af altertavlen, træder en række livfulde enkeltheder frem, bl.a. nogle stærkt rødmossede herold-ansigter.

Istandsættelser

En synsforretning 1763 krævede tavlen istandsat både snedker- og malermæssigt, hvilket måske først er sket efter 1822, da den atter ønskedes repareret. Muligvis fra denne tid stammer den ret grove "sene rokokkostafering", der i hovedsagen har fulgt den oprindelige bemaling. Felterne var marmoreret med hvidt på sort, indskrifterne gentaget med tynd, hvid skriveskrift på sort bund, 1872 maledes tavlen af Allin Lassen, Aarhus, marmoreringen med uægte forgylding, i fodstykkets yderfelter, årstallene 1683 og 1872.
I 1927 blev altertavlen (der i 1872 var blevet mishandlet ved en ukyndig restaurering) istandsat og nystafferet i barokkens farver. Kirkemaleren Poul Jensen udførte hele arbejdet.